Udstillingen, der netop nu afholdes i Tobaksgaarden i Assens, er udsprunget af en rejse, som jeg foretog til Japan sidste år. I maj måned modtog jeg af Assens Kunstråd årets rejselegat (læs blog-indlægget her.) Det bragte mig til Japan i oktober måned sidste år, hvor jeg rejste rundt i 14 dage for at samle inspiration. Programmet var tæt pakket; jeg ville primært rejse rundt i Tokyo med en enkelt afstikker til keramikbyen Mashiko.

-Men hvorfor netop Japan som rejsens mål?

I 1997 var jeg i praktik hos keramiker Lise Seier Petersen. Det var min første værkstedspraktik. Jeg vidste endnu ikke meget om faget, men her blev jeg godt introduceret til arbejdet i værkstedet, både hvad angik det praktiske arbejde og den æstetiske tilgang. Lise introducerede mig – blandt meget andet – til den japanske keramik. 

Det var især de gamle, skæve og rustikke værker, der tiltalte mig. Jeg opdagede siden, at denne naturlige og autentiske æstetik er en stor del af den japanske tradition, og at de har et udtryk for det; Wabi-sabi. Det betyder, kort fortalt, at se skønheden i det uperfekte. Det er et felt, jeg siden er dykket ned i og har arbejdet videre med i årenes løb. Min skandinaviske baggrund har jeg siden fusioneret med den japanske æstetisk, og kalder den “Nordic Wabi-sabi”; et stramt formsprog med plads til det skæve og uforudsigelige.

Mit mål med at komme til Japan var at se de store mestres værker “live,” som jeg havde set i bøgerne i tidens løb. Der var masser af inspiration at hente både på museerne, i butikkerne, gallerierne samt nogle af kunstnernes hjem, som nu er indrettet som museum. Jeg havde også afsat tid til antikmarkeder og møder med japanere, som både var meget gæstfrie og generøse med deres tid. På denne måde ville jeg få et autentisk og aktuelt billede af Japan – samt kontakter, som jeg måske skal samarbejde med i fremtiden, og som måske kan komme her til landet. Jeg håber, de blev lige så beriget af mødet, som jeg gjorde. 

En decideret guide til Japan bliver det ikke til i denne beskrivelse; jeg skriver en separat artikel om mine rejsetips i et andet blogindlæg. I denne artikel vil jeg fremhæve hvad der især inspirerede mig på rejsen, som nu er udmundet i udstillingen på Tobaksgaarden med titlen “Japanske Inspirationer.”

Mit første indtryk af Japan var orden. Overalt, hvor jeg kom, var der en helt særlig ro; om det var hos private, i gallerier, museer, eller sågar i metroens myldretid! Det kom jeg til at holde meget af. Det forklarer måske, hvorfor mange japanske værker udstråler ro og balance; det gennemsyrer simpelthen deres samfund. 

Mit første stop på rejsen blev hos en japansk kvinde og hendes familie: Yuko Aoyama-san. Hun og jeg gik i klasse sammen på kunstskolen i England i 1998, og jeg havde ikke set hende siden! Vi har holdt kontakten, og da hun hørte, at jeg skulle til Japan, inviterede hun mig straks til at blive de første par dage! Det blev meget mere end “bare” at se en gammel ven; det viste sig, at hun og hendes græske mand har et designfirma, Michail Gkinis Aoyama, hvor han designer tøj. De fusionerer den græske og japanske æstetik – et spændende bekendtskab, hvor vi fik udvekslet masser af kreative idéer og input. 

Næste stop blev Tokyo National Museum, som har mange, spændende afdelinger; naturligvis var jeg draget af udstillingen af ældre tiders keramik, men rummene med kalligrafi-kunst gjorde også dybt indtryk på mig! Papir, blæk og intuition. Jeg tænkte efter hjemkomsten, at jeg gerne ville arbejde indenfor dette felt også. I atelieret eksperimenterede jeg herefter med at kombinere keramikken og kalligrafien – med mit eget udtryk, naturligvis. 

Et andet sted, der gjorde indtryk på mig, var besøget i Shoji Hamada-san´s museum. Han var en anerkendt keramiker, der i 1955 opnåede at blive udpeget til “Living National Treasure.” Han levede 1894 – 1978, og hans keramik er efter min mening uforligneligt. Der er en særlig glød over hans værker; så frie i udtrykket, og samtidig formidabelt håndværk. Det var et must at se hans værker! Jeg havde under mit ophold i England tilbage i 1998 set en udstilling i St. Ives i Cornwall med netop hans værker, og købt bogen fra udstillingen. Det er med andre ord et bekendtskab, der går langt tilbage, og “gensynsglæden” var stor.

Jeg så hans hjem og værksted, hvor der er skiftende udstillinger med hans værker og smukke samling. Som en fantastisk bonus havde jeg gennem den amerikanske keramiker Gregory Hamilton Miller – som nu er bosiddende i Danmark, tidligere bosat i Japan – fået kontakt til Hamada´s barnebarn Tomoo Hamada-san, som i dag bor og arbejder i sit eget værksted lige ved siden af Hamada museet. Han viste mig rundt i sit værksted, hvor han delte ud af sin viden om dekorationsteknikker mm., og hvor jeg også så den store “anagama” ovn ude bagved. Det blev en stor oplevelse, og igen må jeg nævne japanernes generøsitet og gæstfrihed.

Hamada-sans museum ligger i Mashiko lidt nordøst for Tokyo. Jeg tog lyntoget derop (hvilket var en oplevelse i sig selv) og det viste sig, at Mashiko var fyldt med keramik. Jeg brugte en hel dag på at gå rundt og se den lille by, som var fyldt til randen med keramikbutikker, gallerier, værktøj til keramik, og derudover “Mashiko Museum of Ceramic Art” samt “Mashiko Arts & Crafts Residence.” Et kraftcenter hvad keramik angår.

Det jeg tog med mig fra museet var naturligvis ren keramisk inspiration; men derudover også en forøget opmærksomhed på noget, som jeg har lagt mærke til, at flere store japanske kunstnere går op i; forbindelsen til jorden og det nære. Således var det en helhedsoplevelse: Haven, arkitekturen, værkstedet. Intet er mere vigtigt end andet – livet skal leves med lige dele årvågenhed, uanset om jeg luger i min have, laver en smuk opsætning i huset – eller skaber keramik. Sammenhæng.

Det var den samme følelse jeg havde, da jeg besøgte Asakura Museum of Sculpture i Taito-delen i Tokyo; kunstnerlivet levet som en helhed mellem omgivelserne og det faktiske arbejde. Fumio Asakura var skulptør. Jeg var især betaget af selve huset med indbygget atelier, som han havde fået bygget til sig selv og sin familie. Omtanke hele vejen rundt. Et andet fænomen, jeg oplevede i Japan var vigtigheden af omgivelserne; påvirkningen af natur og arkitektur er en integreret del af deres bevidsthed. “Det ikke sete,” eller det, der blot kan sanses, var meget present i det museum.

Endelig besøgte jeg Japan Folk Crafts Museum. Museet blev grundlagt af Yanagi Sôetsu i 1936, hvor hans imponerende samling af folkekunst nu er udstillet. Yanagi samlede folkekunst på et tidspunkt, hvor industrialiseringen var i kraftig fremmarch i Japan. Han formåede at skabe opmærksomhed omkring folkekunst indenfor de fleste genrer; bl.a. ved at skrive artikler og udgive et blad: “Mingei.” Derudover rejste han rundt i Japan, og opmuntrede datidens håndværkere til fortsat at bruge deres håndværk. Museet, der er smukt indrettet med kærlighed til autentiske materialer og kunst, var klart rejsen værd! Der var så meget at gå på opdagelse i; men især tambakrukken optog mig.

Der måtte ikke fotograferes på museet, så jeg brugte en del tid på at tegne og skitsere disse krukker. Det er en god måde at “komme ind under huden” på en ting: At tegne den.

Disse ældgamle krukker er for mig noget af det mest sublime, man kan tænke sig indenfor keramik; de er store, håndbyggede og brændefyrede. De har ikke fået glasur, men asken fra brændingen har lagt sig som en uregelmæssig og meget smuk glasur på skærven. Selvom de var skæve og skårede fandt jeg, at netop disse krukker besad en enorm styrke. Måden, de nærmest skød op fra gulvet på, kurven på skuldrene før de ramte halsen. Der var en stærk tyngde og fin rytme i de krukker. Efter hjemkomst har jeg arbejdet med at få mere styrke ind i mine egne værker; at forenkle og “skære ind til benet” uden for meget pynt, og at lade formen stå stærkt og enkelt. Til udstillingen i Tobaksgaarden har jeg netop arbejdet med at lade skærven stå uglaseret og rå på nogle af værkerne. 

Inspirationen var også at finde på et af Tokyos mange antikmarkeder. Jeg brugte mange timer på at se på smuk, gammel keramik, gamle kimonoer og gamle pensler. Alt sammen veludført håndværk, som inspirerer på hver deres måde. Jeg har indtryk af, at japanerne har bevaret en stærk forbindelse, forståelse og respekt for de gamle håndværk, som er ved at uddø i andre dele af verden – herunder Danmark.

Det gav stof til eftertanke – for hvad er det præcis, disse håndværk bidrager med i et industrialiseret samfund? Det kræver sin egen spalteplads at diskutere emnet – men et kort bud på et svar er: Identitet og en følelse af sammenhæng. I Danmark har vi en imponerende håndværkstradition både indenfor keramik, vævning, møbeldesign samt meget andet. Rejsen til Japan åbnede mine øjne for, at disse gamle håndværk sagtens kan eksistere side om side med industrien, hvis det bliver tilgængelig viden i skole og almen dannelse at lære at værdsætte og se forskellene.

Inden jeg rejste hjem, mødtes jeg med en lokal japaner, som tilmed handler med keramik. Han viste mig de ypperste gallerier i Tokyo. Det var et givende møde, og vi fik set en masse interessante værker; både kontemporær og traditionelt keramik på steder, jeg nok ikke selv havde fundet frem til – bl.a. en helt ny udstilling med Takuro Kuwata! Han introducerede mig tilmed for en keramiker, som udstillede i Tokyo, og som selv var til stede i udstillingen. Det var interessant at se, hvordan denne keramiker kombinerede det traditionelle håndværk med et nutidigt udtryk.

Da jeg senere gik rundt på egen hånd, besøgte jeg et af de fornemmeste gallerier i Tokyo: Kurodatoen. Kurodatoen ligger i bydelen Shibuya. (Her ligger også den berømte fodgængerovergang, hvor milioner af mennesker krydser gaden døgnet rundt.) Da jeg besøgte galleriet blev jeg mødt af en fantastisk udstilling: 50 års jubilæet for TANAKA Sajiro-san, som endda selv var til stede ved udstillingen. Før jeg fik set mig om, var jeg indbudt til the ceremoni, og Tanaka-san og jeg fik – med hjælp fra en gallerist, der kunne engelsk – en dejlig samtale. Denne oplevelse står nok som en af de stærkeste møder med det japanske, både menneskeligt og kunstnerisk. Tanaka-sans værker er brændefyrede, og udstråler ægte japansk “Wabi-sabi.” Både hans værker og galleriets øvrige udstillede værker var det en stor oplevelse at se.

Hvordan jeg skal formidle selve stemningen i Japan med dens fine, friserede parker, bambusskove og storbyens stille mylder, ved jeg ikke helt… Jeg rejste alene, og følte mig tryg på hele turen. Jeg mødte hjælpsomhed, gæstfrihed og i det hele taget en kultur, som jeg gerne vil besøge igen. Derudover ville det kræve et helt separat blogindlæg at beskrive madkulturen. Aldrig har jeg smagt så frisk mad! Alt var udsøgt; selv den enkleste nudelbod serverede lækre og smagfulde portioner. -Og naturligvis blev det serveret, så det også var godt for øjnene at se på. Japanerne forstår virkelig at dyrke det æstetiske indenfor alle genrer.

Således mæt på alle fronter landede jeg hjemme i atelieret sidst i oktober. Med ønsket om at forenkle og “skære ind til benet” satte jeg mig ved drejeskiven igen, og arbejdede videre med de former, som jeg kendte i forvejen. Dermed blev det især vaseformen, som blev det bærende element i udstillingen. I Tokyo havde jeg desuden købt blækpensler, og disse lavede jeg en serie skitser med.

Dette er udmundet i nogle lange baner papir med tegninger af vaseformen; enkle og uindrammede, igen efter japansk forbillede. I japanske therum er der gerne en rulle papir med kalligrafikunst udstillet, som udskiftes alt efter årstiden. Det er med denne inspiration in mente, at jeg har hængt disse skitsebaner op. Derudover tegnede jeg på pergament, og disse vaseskitser er indrammet. Som nævnt blev jeg inspireret af at se deres kalligrafiske værker, og dette overførte jeg på mit keramik; således er de intuitive penselstrøg at finde på skærven i form af en sort glasur – derudover på de enkle, repetitative cirkler på bomuldspapir, som er indrammet i en lys træramme; en reference til japanernes kærlighed til naturlige materialer – træet er et af japanernes foretrukne materialer i indretningen.

Den intuitive tilgang har jeg også arbejdet med på andre måder i tilblivelsen af værkerne; ved glasurbordet har jeg f.eks. eksperimenteret med kradsemærker, som er skabt ved at bore neglene ned i den endnu våde glasur; der er ca. 15 sekunder til at udføre dekoreringen, som skal ske beslutsomt og hurtigt. Det er en dekorationsmetode, jeg har fået lyst til at arbejde videre med. Derudover er der et enklet “vildt” værk med på udstillingen: Vasen med sølvglasur. Det er en reference til det, jeg vil betegne som japanernes legesyge. Selvom de er utrolig dygtige og præcise håndværkere såvel som kunstnere, lagde jeg mærke til, at der også var plads til humoristiske eller overraskende indslag. Altid med en klangbund af det autentiske håndværk. Som jeg nævnte før så jeg en udstilling af Takuro Kuwata, og min sølvvase er et lille nik til den udstilling, jeg så med hans værker.

Selve udstillingen er bygget op efter japansk forbillede; enkelt, roligt og med plads til fordybelse. Mit ønske er, at noget af den ro, jeg oplevede i Japan, vil forplante sig til udstillingen. Det synes jeg, er lykkedes i de fine rammer på Tobaksgaarden. Der skal i denne forbindelse rettes en tak til både kontoret og de praktiske hænder – pedel og torsdagsgruppen – som var med til at gøre udstillingen til virkelighed. Og naturligvis en stor tak til Assens Kunstråd, som med tildelingen af deres rejselegat var med til, at min japanske drøm kunne blive til virkelighed.

Udstillingen kan ses på Tobaksgaarden til og med søndag d. 26/7 2020.