De seneste uger har jeg forberedt værker til en brændefyring, som finder sted på Langeland.

 

En brændefyret ovn adskiller sig væsentligt fra en el-ovn, som er den brændingsmetode, jeg almindeligvis benytter. Man kan opnå meget spændende – og uforudsigelige – glasurer i en brændefyring.

Grunden til, at det er uforudsigeligt er, at der bliver kastet sodapakker ind i ovnen ved toptemperatur, og at ovnrummet opvarmes med brænde. Sodaen samt asken fra brændet hvirvler rundt i ovnen og lægger sig som et ekstra lag glasur på værkerne. Det uforudsigelige element finder jeg meget inspirerende, og det har jeg haft in mente, da jeg skabte værkerne til brændefyringen.

 

Disse værker er drejet med en mere løs tilgang til formen end ellers, og jeg har anvendt to forskellige slags stentøjsler: Det ene ler er lyst med et ganske lidt jern/okker i leret, og det andet ler har en del jern i sig.

Disse grundstoffer i leret vil under de høje temperaturer og den reducerende ovnatmosfære trække ud i skærven og gå i forbindelse med glasurerne. Uregelmæssighederne – som jeg også normalt dyrker – har fået lov at spille en ekstra rolle.

Jeg har skelet en del til de gamle japanske og koreanske keramikere, som var mestre i at få udtrykket til at se ubesværet ud. Det er der kommet en meget rustik serie keramik ud af, som har fået en rå og spontan glasering. Det er primært celadon- og askeglasurer, jeg har glaseret med, to meget smukke og stoflige glasurer.

Værkerne har jeg efterladt på Langeland; ejeren af ovnen vil fylde den, og vil inden længe indkalde til et 12-16 timers langt brændingsforløb, hvor vi på skift skal passe ovnen med brænde og pakker med salt og savsmuld.

Det er sjældent, jeg brænder på denne måde, da der går flere år imellem – og jeg er meget glad for at være inviteret med til dette event. Jeg glæder mig allerede!