Denne uge har været lidt anderledes i atelieret. Jeg har haft en praktikant! Det har jeg ikke haft før, men det skulle der laves om på. Ugen er ved at gå på hæld, og jeg må indrømme – det har været en fin oplevelse at åbne atelieret op.

 

praktikant-3Nu er Trine så også en ualmindelig sød og rar 9. klasses elev, som har hængt i med at lære at dreje, ælte, og håndbygge keramik – uden at give op.

Det var en ganske god reminder til mig selv om, hvordan det var at starte som praktikant og lære om det nye materiale, som leret var for mig dengang.

Det dér med at dreje ser så nemt ud; men de, som har prøvet det, vil give mig ret i, at det tager tid at lære – og i starten er der ingen garanti for resultater! Jeg må give Trine bifald for ikke at give op så let.

Da hun ringede til mig og spurgte om hun måtte komme i praktik, var min første reaktion ”det har jeg ikke tid til.” Det nåede jeg heldigvis ikke at sige, for det, som skete lige derefter, var, at jeg fik et flash-back.

 

Det var lige som at høre mig selv for 20 år siden, dengang jeg selv ringede til en keramiker og spurgte, om jeg måtte komme i praktik. Med bæven og rysten – for det dér kunstner-univers var omgivet med mystik og noget, som kun de udvalgte kunne få lov at træde ind i.

praktikant-1Heldigvis for mig var der en keramiker  – og senere flere – som åbnede døren for mig og lod mig træde ind i ”det forjættede land:” Atelieret. Værkstedet. Der, hvor the magic happens.

Hvis ikke, der havde været nogen, som orkede det/tog sig tid til det/kunne se potentialet i mig som ung aspirerende kunstner, så ved jeg ikke, hvordan jeg skulle være nået hertil, hvor jeg er i dag. Jeg er dybt taknemmlig over, at der var nogen, som inviterede mig indenfor – især nu, hvor jeg selv arbejder med kunsten på fuld tid.

Derfor er jeg ekstra glad for, at jeg sagde ja. Fordi, jeg fik lov at åbne døren for en anden. Fordi jeg nu er blevet en af dem, der kan give det videre. Tak til Trine for en fin uge!