Danmarks Keramikmuseum Clay er altid et besøg værd – særligt denne gang, da de havde en særudstilling.

Udstillingen viste værker af den nu afdøde keramiker Gutte Eriksen (GE.) Da jeg startede i praktik hos keramiker Lise Seier Petersen i 1996 introducerede hun mig til forskellige keramiske virtuoser – heriblandt GE.

Udtrykket og formsproget i GE´s værker var og er stadig en inspiration for mig. Hendes sublime glasurer og brændingsteknikker var nye i Danmark dengang, og hun var en af foregangskvinderne på området.

Derfor var det et must at se netop denne udstilling, da det var en jubilæumsudstilling. Udstillingen hed: Lerets læremester – Gutte Eriksen 100 år.

 

 

 

Selvom det var GE´s værker, som var trækplasteret for mig, var det også en rigtig god oplevelse at se udstillingen ”Keramiske Veje 2018 – sammen og hver for sig.” Keramiske Veje er en kunstnersammenslutning med keramikerne: Beate Andersen, Bente Hansen, Bodil Manz, Gunhild Aaberg, Malene Müllertz og Sten Lykke Madsen. Der var også værker af Jane Reumert, som døde i 2016.

 

Stærkest for mig i den sammenhæng var Gunhild Aabergs værker, som har noget monumentalt over sig.

– Men det var svært at vælge favoritter, de er alle dygtige keramikere, med styrker på hvert deres felt.

Udstillingen varer helt til den 30. september, så den kan man stadig nå at se.

Hvis du er i området, og keramikinteresseret, kan jeg anbefale et besøg hos Clay i Middelfart – linket finder du her.