I min praktiktid som keramiker for 21 år siden, lærte jeg noget om respekt. Respekt for håndværket og respekt for materialerne.

Respekten for det gode håndværk opstår naturligt i arbejdet med faget. Man lærer at skelne mellem en form, der kan bære sig selv, i modsætning til en ”slap” form, mellem en god og en dårlig sammenføjning, og mellem en dygtigt drejet ting kontra en uøvet opdrejning.

I dag er jeg taknemmelig over, at jeg også lærte om respekten for materialerne. Når der skal vejes råstoffer til glasurer, vejes der kun det nødvendige af. Der er intet spild.

Hvis det er muligt at anvende ting fra omgivelserne, er det et plus.

Jeg har f.eks. i mange år anvendt muslingeskaller i brændinger, hvor tingene ikke må brænde fast til ovnpladen – muslingeskallerne bliver efter brændingen til et fint pulver.

 

 

Smides det ud? Nej, det gemmes til senere brug i en glasur – eller til at gøre en maling mat i overfladen. Miljøvenligt genbrug.

På samme måde genbruger jeg leret, som bliver til overs, når jeg drejer. Dette ler lægges til tørre i en stor murerbalje, og når der er tilstrækkeligt til at lave en ordentlig portion, hældes der vand over.

Når det har stået nogle dage og suget vandet til sig, kører jeg det igennem med en elektrisk, håndholdt røremaskine. Efter det er kørt grundigt igennem og uden klumper, skovles det over på et klæde, som er lagt over en gipsplade.

Gipsen suger vandet til sig, og efter et par dage er der frisk ler!

 

 

Det er et beskidt og besværligt arbejde, men jeg KAN ikke få mig til at smide ler ud.

Det koster lidt knofedt og tid, men når man ofrer det, så er belønningen ligefor: En stor portion ler, som ikke havner på forbrændingen eller på anden måde belaster miljøet – men i stedet kan blive til nye, spændende værker.

Det er en dejlig tanke, at jeg i atelieret kan gøre mit til at minimere miljøspild. Win-win!