Jeg fik en henvendelse fra en kunde, som ønskede et stort maleri. Det eneste, som var fastlagt på forhånd, var målene på maleriet: 1 x 2,20 meter, og at det skulle hænge lodret – derudover fik jeg helt frie hænder. Vores fælles udgangspunkt var et maleri, jeg tidligere havde udført – et værk, som er meget rustikt, enkelt og i monochrome farver.

Bestillingsopgaver af denne art er velkomne! Jeg nyder processen, og at skabe stedsspecifikke værker. Når jeg udfører bestillingsarbejder, er det skærende punkt for mig, at kunden har forstået mit kreative udtryk, før vi går i gang; det rustikke og enkle  – og at vi har en forventningsafstemning.

Jeg laver f.eks. aldrig kopier, hverken af andres eller egne værker, og føromtalte værk blev også blot et æstetisk udgangspunkt  – ikke motivmæssigt. Dernæst er det vigtigt for mig, at processen får lov til at spille med. Det betyder, at jeg laver et udkast, som er fleksibelt; når først jeg går i gang med værket, opstår der en proces, som tager over. Når jeg er i ”flowet” ser jeg mig ikke tilbage! Jeg træder lidt til side, og værket antager sit eget liv.

I arbejdet med en større bestillingsopgave som denne med faste mål, får jeg lavet rammen først. Til denne opgave i den rustikke genre, har jeg valgt en stor træplade, som er stivet grundigt af på bagsiden. Derefter er den grundet.

Det bevirker, at den ikke slår sig eller løsner sig i limlagene. Efter grundig forberedelse med  spartling, grunding mm. kunne jeg gå i gang med det sjove!

Når jeg maler, bruger jeg en anden –eller ekstra- side af min kreativitet. Jeg mediterer over motivet, og arbejder intuitivt. Alle inspirationerne, som jeg har suget til mig; naturoplevelserne, stemningerne og det udefinérbare, er i spil. Denne arbejdsmetode kræver koncentration og stilhed. Processen tager lang tid. Næste skridt er, at jeg laver hurtige skitser – gerne løse, impulsive skitser i blæk på papir.

Efter flere timer med denne praksis, ser jeg på mulighederne. Hvad vil passe bedst ind i netop denne sammenhæng? Kunden til denne opgave har en meget ren og enkel, æstetisk sans – og det kunne ikke blive enkelt nok, fik jeg at vide.

Det passede mig rigtig godt, og det endte med at blive den mest enkle skitse, som blev brugt som udgangspunkt til det færdige værk.

 

Efter flere tests med forskellige materialer, fandt jeg frem til de mest holdbare, som samtidig havde de flotteste nuancer af sort og hvid. Dem gik jeg videre med, da det store maleri skulle laves. Det skulle være gedigne materialer, som både var lysægte og holdbare. Efter at maleriet er bygget op, har jeg arbejdet mig ind i billedet, og det er endt med at blive et af de mest enkle malerier, jeg har lavet til dato.

Det hedder ”Flængen.”  Jeg har arbejdet med strukturer i overfladen, for at gøre den interessant hele vejen rundt – også der, hvor den primært er hvid. Der skal være noget for øjet at bevæge sig rundt på, også selvom motivet er helt enkelt.

”How simple dare you be?” Den sætning dukkede op i arbejdet med værket, og jeg må indrømme, at det var en god udfordring at blive ved med at skrælle af, indtil kun det væsentlige blev tilbage.

Som afslutning på processen afstemte jeg ønsker til indramningen med kunden. I dette tilfælde ønskede kunden ingen indramning, men en let spartling af siderne, for at skabe sammenhæng med overfladen. En fin og underspillet løsning, der understreger værkets enkle karakter.

Jeg er ovenud glad for resultatet, og jeg er spændt på at se maleriet i sine nye omgivelser! Kunden har set værket og godkendt det, så nu er der blot tilbage at få det fragtet og monteret.

Værket har stået hos mig i atelieret nogle dage nu, og jeg bliver mere og mere glad for det, som dagene går. Jeg håber, min kunde får den samme oplevelse af, at værket ”vokser,” og at maleriet bliver til glæde mange år frem.