Den seneste tid har jeg tænkt keramik ind i indretningen på en anderledes måde. Det er der kommet denne serie objekter ud af.

Jeg er tilhænger af håndværket som et selvstændigt ”statement.” For mig er det en værdi, at der stadig skabes med hænderne, og at den viden, som hænderne besidder efter lang tids oplæring, værdsættes.

Denne indstilling til håndværket som en selvstændig  værdi har jeg både, når det gælder keramik, men i lige så høj grad indenfor andre håndværksfag; tømrer, hattemager, silketryk, you name it.

Derfor er denne serie – som det øvrige, jeg laver – håndlavet. Ikke støbt, men hånddrejet! Disse objekter er først skabt som store, hånddrejede skåle i et gråt stentøjsler.

 

 

 

Derefter er de skåret i ”skiver” og dernæst formet i forskellige, organiske former. Inden 2. brænding er de påført en metalglasur for at skabe kontrast til det matte ler og understrege formen.

De er døbt ”L’objet” som kort og godt er fransk for ”objektet.” Det er et ord, som smager rundt og blødt; som de bløde former i denne serie.

Delene kan både stå enkeltvis for sig, og de kan stables i forskellige formationer.

De er tænkt som et finurligt angreb på indretningen. Som et pudsigt ophold, en lille kunstpause i det øvrige interiør.