, ,

Ny keramik-serie: Grey Silk

Jeg arbejder gerne i serier, uanset om det er indenfor keramik, maleri eller skulptur. En idé tager form, og så afsøger jeg et bestemt område. Som altid i limited edition udgave. Det seneste skud på stammen indenfor det keramiske område er ”Grey Silk.”

Serien er udført i et gråt stentøjsler, som jeg har fundet i Berlin. Det er et ler helt uden struktur, og meget fint at arbejde med. Det betyder at rillerne, som jeg har lavet i det drejede emne, forbliver helt glatte.

Den matte, transparente glasur lægger sig helt blødt på skærven, og det er lerets egen farve, der skinner igennem. Derfor har jeg døbt serien: Grey Silk.

Serien består af en serie flaskevaser, som alle er hånddrejede og med riller. Rillerne er skåret ud i hånden, og skaber struktur i skærven.

Drejerillerne fra den hånddrejede proces skinner subtilt igennem de udskårede riller, og det er en del af det rustikke udtryk, som jeg søger at opnå.

 

Det er en god øvelse at lave værker, hvor formen er det bærende element. Glasurer er spændende at arbejde med, og jeg eksperimenterer gerne indenfor området – men når der ikke er farver i glasurerne at forholde sig til, giver det et fornyet fokus på formen.

Formen skal være så god, at den ikke behøver glasur for at være spændende – den skal kunne ”bære sig selv.”

Det synes jeg, Grey Silk-serien kan. Jeg er meget glad for at præsentere denne nye limited edition serie!

Ønsker du at få fingrene i en af dem, kan du følge linket til galleriet her.