,

En hyldest til håndværket

Når jeg får besøg i atelieret, er det interessant at få indspark fra gæsterne. De besøgende har forskellig baggrund, det kan være kunstforeninger, private kunder, kunstnere eller firmaer. Fælles for dem er en interesse for kunst og en dialog omkring emnet. 

Da gæsternes baggrund er vidt forskellig, kommer der gerne nogle interessante betragtninger frem, som vi får en snak om. Jeg får spørgsmål, som jeg af og til tænker længe over – også efter at gæsterne er gået. En af dem er: Hvorfor får du ikke sat dine ting i produktion?

Ja, hvorfor gør jeg egentlig ikke det? Efter mange (-årige) overvejelser har jeg konkluderet, at det ikke interesserer mig at skabe kopier.

Når jeg selv går på jagt efter en særlig ting til mit hjem eller en ven, så er det i mine øjne en kvalitet, at genstanden er en ener, noget særligt – og til tider svært opdriveligt.

Det er en del af oplevelsen og historien bag objektet.

 

Det er også en kvalitet, at genstanden er håndlavet. Altså, virkelig lavet i hånden af en person med tanker, følelser og temperament. Den berømte maler Renoir, som jeg netop har læst en biografi om, mente, at skaberens personlighed skinnede igennem den skabte ting. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

En håndlavet ting har så uendelig meget mere at sige mig end en maskinfremstillet ting. Det er ikke til at undgå de serielt fremstillede ting, bl.a. pga. prisen og praktikken omkring det – og, indrømmet, det er da smart, at man kan lave det på dén måde.

Mine håndfremstillede værker ligger unægteligt i den højere ende af prisskalaen. Det gør de, fordi jeg har investeret min tid i dem. Og mig selv.

 

Jeg elsker at lave mine værker, det giver mening for mig. Hvis jeg valgte at gå ind i en serieproduktion, måtte jeg cutte det fra, som jeg sætter så stor pris på: Grundigheden, personligheden, det unikke og specielle.

Idéen om maskinfremstilling er udmærket, men jeg har konkluderet, at den – som det ser ud lige nu – ikke er for mig.

-Så når du står med “en Egedal” i hånden, så glæd dig over, at der kun findes dén ene. Den er skabt, fra start til slut, af yours truly.- Og jeg glæder mig over at vide, at nogen ser og nyder det langsomme håndværk, som har en lang tradition bag sig.

Det er en hyldest til håndværket, det perfekt uperfekte og traditionsbunden kvalitet.