,

Inspiration i Venedig

Sommerferien er vel overstået, og den blev i år brugt ved de to store V´er: Venedig og Vesterhavet. Vesterhavet er et af mine yndlingsrejsemål i Danmark, og velkendt, da det var målet for mange sommerture i min barndom. Der bliver jeg inspireret og tanket op, uanset årstiden og vejret. Anderledes eksotisk var turen til Venedig.

Det specielle ved Venedig er først og fremmest lyset, som kastes mellem de gamle huse pga. af vandet i kanalerne, der udgør vejene i byen.

Dernæst holder Venedig hvert andet år Biennalen, som er en magnet for kunstinteresserede. Den har eksisteret siden 1895! Biennalen blev holdt i år, og hvad Biennalen går ud på, kan du læse mere om her.

 

Dagene gik med at se udstillinger, kunst, glas (Venedig er meget kendt for sit Murano glas) og spise god, italiensk mad. Vi undgik de store turistmagneter, og valgte i stedet at gå efter de små, finurlige steder og strøg, som Venedig er så fyldt af.

Inspirationen var overalt! Jeg måtte stoppe op rigtig mange gange for at fotografere de gamle huse og facader. Hele byen emmede af historie og smukt forfald.

Mine feriebilleder rummer derfor ikke så mange kirker, pladser og statuer, men ret mange afskallede porte, husmure, tage, graffiti og gulve! Der er brændstof til meget arbejde i atelieret.

 

Den udstilling, der inspirerede mig mest, var ”Intuition” i Palazzo Fortuny. Det var helt igennem fantastisk at gå i det gamle palazzo, som har tilhørt en tekstildesigner. Udstillingen, som bredte sig over flere etager, rummede kunstværker af en række inspirerende personligheder, for blot at nævne nogle få: Marina Abramovic, Asger Jorn, Luciano Fontana, Cy Twombly, Anish Kapoor m.fl. Alle kunstværker var kurateret af hollandske Axel Vervoordt og italienske Daniela Ferretti.

Kunstværkerne hang på væggene i det gamle palazzo ovenpå tekstilerne og de urenoverede vægge. En virkelig fin oplevelse.

På den øverste etage var der en ”interagerende installation” af Kimsooja, som hed Archive of Mind. Her skulle man gå ind i en meditativ tilstand og rulle en kugle ler mellem hænderne, som blev lagt på et stort bord. Du kan få et indtryk af udstillingen ved at følge linket her.

Det blev også til et besøg i Leonardo da Vinci museet, og det var sjovt at se, hvordan de havde bygget nogle af hans tegnede modeller i virkeligheden. Museet har deres egen hjemmeside her.

Den sidste dag tilbragte vi i den jødiske ghetto, som var verdens første ghetto. Der var en meget speciel, fri stemning i den bydel, og jødernes kultur og identitet præger stadig området. Der er så meget at opleve i Venedig, og virkelig meget inpiration at hente. Arrivederci Venezia – jeg håber, vi ses igen!