Optimering af atelier

Atelieret har fået en virkelig ordentlig overhaling. Der er blevet sorteret, ryddet op, smidt ud – og nu er jeg klar til nye udfordringer. Atelieret skinner!

Jeg har tænkt og skitseret og tænkt igen, over, hvordan jeg kan optimere arbejdsgangene i atelieret.

Tanken er, at omgivelserne kun skal indeholde det, jeg har brug for (hello simple life) inspireret af mine keramiske helte fra Japan, der om nogen forstår at holde det enkelt. Mindre rod i omgivelserne betyder færre forstyrrelser i arbejdet. –Både praktisk og mentalt.

Jeg gik i gang med at rydde op med hård hånd, hvilket også har betydet, at jeg har smadret keramik af ældre dato. Det var befriende. Nu er der både mental og fysisk plads til at udfolde nye idéer.

 

 

 

Optimeringen indebærer også, at jeg har fået en ny ovn. Det er en Rohde topovn, og jeg glæder mig til at lære den at kende.

Det er sådan med ovne, at de ofte har deres små skævheder i brændingen, og det betyder, at de glasurer, jeg arbejder med, vil falde forskelligt ud. Meget forskelligt!

Derfor er det vigtigt for mig at vide, præcis hvor i ovnen jeg kan stille de forskellige emner, for at de lykkes.

 

 

 

Jeg har indrettet en afdeling til keramik/skulptur og en afdeling til maleri. På den måde får jeg ikke blandet materialerne sammen – og det er vigtigt, da især arbejdet med leret støver.

 

Derfor vil jeg gerne holde keramikken minituøst adskilt fra maleriet. (Bortset fra, når jeg eksperimenterer med at male med ler – men det er en helt anden historie.)

 

 

 

 

Vigtigst for mig er, at lyset er stabilt, og det er det i kraft af de store ovenlysvinduer – og at drejeskiven og staffeliet er strategisk placeret i forhold til lyset.

Resten må indrette sig efter disse parametre. Der er nu kun få detaljer der skal på plads, før det er et fuldt funktionsdygtigt atelier – og så er jeg flyvende.