Det gode ved at have atelier i Erhvervsparken er – udover ovenlys og rå omgivelser – at være i et hus med så mange forskellige firmaer. Vi mødes af og til i kantinen, til frokost, og taler på kryds og tværs af fagområder. Det er både lærerigt og inspirerende!

At det også kan være komfortudvidende havde jeg ikke set komme. Men det blev det – på en måde. Sagen er, at FatCat holder til i samme hus. FatCat er en produktionsvirksomhed, som bl.a. laver reklamefilm (se mere her.) Vi blev enige om, at jeg skulle have lavet en nyhedsvideo. Det lød alt sammen nemt. Det var det egentlig også – for jeg kunne bare læne mig tilbage og lade de professionelle tage over. Altså – indtil jeg rent faktisk skulle “på!”

I alle de år, jeg har arbejdet kunstnerisk, har jeg gjort en dyd ud af, at værkerne skal kunne stå alene, at de skal kunne tale for sig selv. Jeg har haft det fint med diskretionen og med at træde i baggrunden, sådan at værket fik fokus. Det er der så lavet om på nu! Hallo udfordring!

FatCat crewet var super professionelle, dygtige, og det gik smertefrit, også selvom jeg svedte lidt over at skulle filmes. Her ser du resultatet: En spritny nyhedsvideo fra Studio Egedal. Tak FatCat!

Maleriet, som du ser i videoen, er stadig på auktion. Hvis du gerne vil læse mere om historien bag det, kan du se forrige blogindlæg her. Det er lige nu på auktion hos lauritz.com – for at se, hvordan auktionen går, eller for at lægge et bud, kan du følge dette link. Beløbet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse i forbindelse med deres KNÆKCANCER campagne. Jeg betaler en professionel indramning efter kundens ønske.